02.10.2009
Enkeltbetaling før tid.
FødevareErhverv i fuld gang med at forberede forskudsudbetaling på 70 %
Normalt får danske landmænd først udbetalt deres enkeltbetalingsstøtte i december. Som et led i Fødevareministerens indsats for at styrke landbrugets likviditet i den aktuelle krise, udbetales der i år et forskud på 70 % til en stor del af ansøgerne i oktober og november 2009.
FødevareErhverv arbejder lige nu på højtryk for at gøre flest mulige af ansøgningerne klar til udbetaling af forskud, efter at Fødevareministeren i sommers traf beslutning herom.
Vi forventer, at mindst 60 % af ansøgerne får udbetalt forskud den 19. oktober 2009, og yderligere 10 % får udbetalt forskud den 9. november.
FødevareErhverv fremrykker desuden - som led i indsatsen - den endelige udbetaling, så mindst 93 % af ansøgerne har modtaget den fulde støtte den 2. december 2009, mens der er sket fuld udbetaling til mindst 97 % af ansøgerne inden nytår.
Vi kan ikke på forhånd sige, hvilke ansøgere der får udbetalt forskud. Vi kan dog ikke udbetale forskud på Enkeltbetalingsstøtte, før alle spørgsmål om en ansøgers forskellige arealtilskud er afklaret, og eventuel kontrol er afsluttet.
Derfor er det vigtigt, at alle breve fra os er besvaret, så ansøgningen kan behandles færdigt.
Ansøgere, som endnu ikke har besvaret breve fra os, bør gøre det hurtigst muligt. Det gælder også breve om andre støtteordninger end Enkeltbetalingsstøtten, f.eks. miljøstøtte. Grunden er, at oplysninger om f.eks. arealstørrelse eller plantedække har betydning for flere støtteordninger.
De ansøgere, som endnu ikke har svaret, men sender svar i den nærmeste fremtid, kan måske få udbetalt forskud i november.
Det kræver dog, at vi er helt færdige med sagsbehandlingen inden da. Disse ansøgere vil ikke få udbetalt forskud i oktober, da FødevareErhverv lige nu arbejder på de sager, hvor ansøgerne allerede har svaret.
Yderligere oplysninger:
Landbrugsstøttekontoret, FødevareErhverv, tlf. 33 95 80 00, e-mail: landbrugsstotte@ferv.dk