Nye regler for betaling af restskat
Nye regler for betaling af restskat
Folketinget har ved Forårspakken 2009 strammet reglerne for betaling af restskat radikalt for alle skatteydere. De nye regler betyder, at man ikke længere kan vente til 1. juli med at betale restskat under 40.000 kr. uden rentetillæg. I stedet er der indført en dag til dag-rente i perioden 1. januar til 1. juli.
Folketinget afskaffer 40.000 kr.s-grænse for restskat
I mange år har man kunnet indbetale op til 40.000 kr. i restskat uden rentetillæg frem til 1. juli. Mange skatteydere har benyttet sig af den mulighed, når de fik deres årsopgørelse fra SKAT, eller når regnskabet for virksomheden var aflagt.
Folketinget besluttede i Forårspakken at afskaffe 40.000 kr.s-grænsen allerede for indkomståret 2009. Reglerne står i kildeskattelovens § 59.
Dag til dag-rente
I stedet for 40.000 kr.s-grænsen og skilledatoen den 15. marts er der indført en "dag til dag-rente". Dag til dag-renten beregnes fra og med 1. januar 2010 og frem til og med den dag, skatteyder indbetaler sin restskat. Dag til dag-renten beregnes som renten i opkrævningslovens § 7, stk. 2, 3. pkt., med tillæg af 2 procent.
Dag til dag-renten, som skal betales af restskat indtil 1. juli, er en markedsrente, som SKAT opgør som et gennemsnit af den effektive obligationsrente for de sidste 20 børsdage før 15. december 2009 - og derefter tillægges 2 procent. SKAT fastsætter og udmelder den aktuelle størrelse af renten i slutningen af december hvert år.
Restskat over 40.000 kr. skulle tidligere betales senest 15. marts. Denne dato har ikke længere nogen relevans.
Indbetalinger efter 1. juli
Datoen 1. juli er også efter de nye regler en vigtig dato. Indbetalinger efter 1. juli pålægges nemlig et fast procenttillæg som efter de gamle regler. Procenttillægget på betalinger efter 1. juli opgør man på grundlag af den samme gennemsnitlige obligationsrente som dag til dag-renten med tillæg af 4 procent. Det endelige procenttillæg kendes også først i december 2009.
Dag til dag-renter og det faste procenttillæg kan ikke trækkes fra i den skattepligtige indkomst.
Se eksempler og læs mere her
Østdansk LandbrugsRådgivning - Center Allé 6 - 4683 Rønnede - Tlf: 56791900 - Fax: 56791955 - Email: