Ny rådighedsdato bliver 23. april 2008
Af Liza Rosenberg, Ejendomskontoret, juridisk afdeling
En dato for rådighed i stedet for en rådighedsperiode
EU's landbrugs- og fiskeriministre har vedtaget at afskaffe 10-måneders rådighedsperioden og erstatte den med en rådighedsdato.
Denne rådighedsdato bliver i Danmark den sidste dag for rettidig indgivelse af støtteansøgningen (ansøgningsfristen), hvilket i 2008 er den 23. april.
Det betyder, at det er den landmand, som har rådighed over et støtteberettiget areal ved ansøgningsfristen, som kan søge om enkeltbetaling i det pågældende år.
Det betyder fx, at hvis en landmand inden ansøgningsfristen har indgået aftale om salg eller bortforpagtning af et areal, men rådigheden over jorden først overgår efter ansøgningsfristen, så er det den sælgende/ bortforpagtende landmand, som skal indsende ansøgning om støtte for arealet.
Hvis det er aftalt, at køberen/forpagteren skal have støtten udbetalt, kan der dog til Direktoratet for FødevareErhverv indsendes en erklæring om notering af transport i støtten.
Ændringsfrist d. 2. juni 2008
Hvis landmanden i sin ansøgning har glemt arealer, som han rådede over på ansøgningstidspunktet, eller har ændret anvendelsen af et areal, har han mulighed for at ændre ansøgningen frem til ændringsfristen, den 2. juni 2008.
Forudsætningen for at kunne tilføje arealer i ansøgningen efter ansøgningsfristen er dog i alle tilfælde, at landmanden rådede over arealet den 23. april i 2008.
Regler om krydsoverensstemmelse ændret
Reglerne om krydsoverensstemmelse er også ændret. Det er landmanden, som søger om støtten , som har ansvaret for, at kravene til krydsoverensstemmelse er overholdt i hele det pågældende kalenderår. Dette gælder for alle arealer tilhørende bedriften. I 2008 har ansøger dog kun ansvaret for perioden fra 1. april til udløb af året. Reglerne betyder, at ansøger derfor også er ansvarlig for arealer, der er frasolgt eller bortforpagtet efter rådighedsdatoen.
Kilde: www.dffe.dk , d. 8/2 2008.