Ridehaller og lader sidestilles med industri
Opførelse af jordbrugets avls- og driftsbygninger må efter 1. januar 2009 ikke påbegyndes uden byggetilladelse.
Jordbrugets avls- og driftsbygninger
Fra 1. januar 2009 ligestilles jordbrugets avls- og driftsbygninger med lager- og industribygninger. Dermed vil jordbrugets avls- og driftsbygninger blive omfattet af krav om byggesagsbehandling, dog undtaget krav om kommunal kontrol af de tekniske forhold. Dette skyldes, at mange af disse bygninger opføres som standardiseret elementbyggeri med velkendte teknikker og med meget lav variation.
For lagerbygninger, simple industribygninger, jordbrugets avls- og driftsbygninger og sammenbyggede enfamiliehuse med over 2 husstande gælder dog, at disse er underlagt kommunal kontrol af, hvorvidt lovgivningens krav til brandforhold er opfyldt.
Opførelse af jordbrugets avls- og driftsbygninger må efter 1. januar 2009 ikke påbegyndes uden byggetilladelse.
Byggesagsgebyr
Jordbrugserhvervet er i dag fritaget for at betale gebyr i forbindelse med den kommunale byggesagsbehandling (anmelderordning). Når jordbrugserhvervets byggerier efter 1. januar 2009 ligestilles med ukompliceret industribyggeri, kan kommunerne opkræve et omkostningsbestemt gebyr for sagsbehandlingen (byggesagsgebyr) svarende til byggesagsbehandlingsgebyret for andre tilsvarende byggerityper.
Enfamiliehuse, sommerhuse, garager mv.
Lovændringen indebærer, at kommunerne efter 1. januar 2009 ikke længere skal kontrollere om mindre byggerier som enfamiliehuse, sommerhuse, garager mv. overholder de tekniske krav i Bygningsreglementet. Denne fritagelse er begrundet i, at bygningerne er ukomplicerede og evt. fejl derfor kun vil have begrænsede sikkerhedsmæssige konsekvenser.
Tekniske forhold
Ved tekniske forhold forstås:
Adgangsforhold eller tilgængelighed, herunder krav til indretning
Konstruktioner, herunder krav til fugt og holdbarhed
Brandforhold
Indeklima
Energiforbrug
Installationer

Ibrugtagningstilladelse
Når byggearbejdet er afsluttet, skal der ske en færdigmelding til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen udsteder herefter en ibrugtagningstilladelse og bygningen kan tages i brug.
Ovenstående træder i kraft d. 1. januar 2009 og gælder således for ansøgninger og anmeldelsessager, der er modtaget hos kommunalbestyrelsen efter d. 1. januar 2009.
Kilde:
Folketinget
Erhvervs- og Byggestyrelsen
Lov nr. 514 af 17/06/2008, Lov om ændring af Byggeloven (Retsinfo)
Lov nr. 452 af 24/06/1998, Byggeloven (Retsinfo)
Østdansk LandbrugsRådgivning - Center Allé 6 - Cvr. 20835400 - 4683 Rønnede - Tlf: 56791900 - Fax: 56791955 - Email: