Log på Oversigt Forside
- dit lokale rådgivningscenter
Udmelding fra Delegeretmødet : Det er slut med at surmule  

Delegeretmødet: Det er slut med at surmule

At landbruget i Danmark har det svært, kunne alle blive enige om til delegeretmødet i Herning d. 4. og 5. november. Formand Michael Brockenhuus-Schack benyttede dog lejligheden til at understrege vigtigheden af ikke at give op og i stedet fokusere på fremtiden.

Landbruget kan være sikker på at overleve den nuværende krise, da landbruget i Danmark trods alt har et godt udgangspunkt til at komme vel igennem krisen.

En af formandens vigtigste pointer i denne sammenhæng var, at det kræver en mentalitetsændring. I stedet for at være sure og melde sig ud af kampen, fordi man føler sig uretfærdigt behandlet, skal man forblive i dialog og have en positiv og konstruktiv tilgang.

Vi skal have mere opbakning og bedre politiske resultater. Og den opbakning fås ikke ved at tale dunder, men ved at lytte, gå i dialog og levere konstruktive indspark, der fagligt ikke kan sættes en finger på”, Michael Brockenhuus-Schack.

I forbindelse med Grøn vækst erkendte formanden, at denne ikke havde udspillet sig som håbet, da regeringen i stedet for at fokusere på vækstmuligheder havde fokuseret på skærpelse af krav og ekstra omkostninger. Der kunne Landbrug & Fødevarer have valgt at melde sig ud af debatten og surmule, men de valgte i stedet at være konstruktive. Kun ved at forblive i dialog kan man gøre sig forhåbninger om at få en indflydelse. Udfordringen bliver her ifølge formanden at bevise, at ”vækst” og ”grønne forbedringer” ikke er hinandens modsætninger.

Netop den ny organisation Landbrug & Fødevarers rolle i forbedring af erhvervets rammevilkår blev fremhævet under delegeretmødet. Hvordan det skal gøres, var der dog uenighed omkring. Medlemmerne ønskede mere synlighed og offensivt medlemskab, mens formanden ønsker en selektiv synlighed. Ifølge Michael Brockenhuus-Schack skal der laves et skel mellem intern og ekstern kommunikation. Hvor den interne kommunikation til medlemmerne klart kan forbedres, skal den eksterne kommunikation i form af ”strategisk politisk kommunikation” vælges nøje. I denne nye mediestrategi er det kvalitet frem for kvantitet, der er afgørende.

Selvfølgelig skal vi fortælle medlemmerne, hvad vi mener, og hvordan vi arbejder. Men jeg tror samtidig, at medlemmerne har forståelse for, at overskriften for os er, at vi skal have størst mulig indflydelse. Og det er altså ikke altid ved at være på forsiden af aviserne”, Michael Brockenhuus-Schack.

Den efterfølgende debat bragte mange emner til torvs, hvor det især var regeltyranni og bureaukrati som fyldte mest i debatten. Her gav mange delegerede udtryk for frustration over, at regler og konstante ændringer af disse hæmmede landmændene i deres virke.

Resultatet blev, at Fødevareminister Eva Kjær Hansen lovede at se på bagatelgrænsen, når det gælder overskridelse af markblokke.

Landbrug & Fødevarer vil i deres politiske arbejde fokusere på emner som bagatelgrænser i forbindelse med kontrolbesøg, retssikkerhed, miljøgodkendelser og implementering af Grøn Vækst. Landbrugets økonomiske situation er også et vigtigt indsatsområde hos Landbrug & Fødevarer, og der arbejdes på flere fronter blandt andet med nedsættelse af en tænketank.

Endelig vil der som resultat af delegeretmødet blive fokuseret på en forbedring af den interne kommunikation til medlemmerne.

 

Østdansk LandbrugsRådgivning - Center Allé 6 - 4683 Rønnede - Tlf: 56791900 - Fax: 56791955 - Email: