Nu kan der igen søges om tilskud til projekter vedrørende investeringer i nye grønne processer og teknologier på jordbrugsbedrifter.
Ansøgningsfrist 15. september 2011 kl. 16
Fødevareministeriet har i 2011 afsat 145 mio. kr. til miljøteknologiordningen. Udover de 145 mio. kr. har ministeriet i år besluttet at anvende yderligere 10,8 mio. kr., der er uforbrugte midler videreført fra den i 2009 gennemførte særskilte indsats til reduktion af pesticidanvendelsen. De 10,8 mio. kr. anvendes under indsatsområdet "Reduktion af pesticidanvendelsen".
Indsatsområderne fra ansøgningsrunden i 2010 er uændrede, og midlerne fordeles som følger:
- Reduktion af lugtgener samt emission af klimagasser og ammoniak fra husdyrproduktion og husdyrgødning, hvortil der er afsat 93 mio. kr.
- Reduktion af pesticidanvendelsen, hvortil der er afsat 28,8 mio. kr.
- Reduktion af tab i næringsstoffer i forbindelse med fodring, omsætning af foderstoffer samt anvendelse af husdyrgødning, hvortil der er afsat 15 mio. kr.
- Reduktion af energiforbruget respektive reduktion af vand-, næringsstof- og pesticidforbruget i gartnerisektoren, hvortil der er afsat 15 mio. kr.
- Tilbageholdelse af næringsstoffer fra markerne (”minivådområder”), hvortil der er afsat 4 mio. kr.
- Fordelingen af bevillingen mellem indsatsområder er gældende for 2011.
Tilskuddet kan udgøre op til 40 pct. af de tilskudsberettigede udgifter for indsatsområde 1-4 og op til 100 pct. for indsatsområde 5.
Hvilke teknologier kan opnå støtte?
Til brug for prioriteringen af ansøgningerne har Fødevareministeriet bedt Aarhus Universitet (DJF) om at udarbejde en oversigt over klima- og miljøeffekten af en række teknologier.
Ikke alle teknologier i oversigten er tilskudsberettigede, idet der f.eks. også er beskrevet teknologier i oversigten, som ligger under de minimumskrav til miljøeffekt, som Fødevareministeriet stiller. Ikke tilskudsberettigede teknologier kan ses i vejledningen til ordningen.
Ligeledes er oversigten ikke udtømmende i forhold til, hvilke omkostningseffektive teknologier der kan opnå støtte under ordningen. Dette betyder, at for teknologier, der ikke fremgår af listen, er det ansøgers ansvar at fremskaffe den nødvendige dokumentation af omkostningseffektiviteten.
Ansøgningsfrist
Ansøgninger om tilskud skal indgives senest den 15. september 2011 kl. 16.00.